Så er de første tre måneder ved at være gået. Det har for mit vedkommende betydet at mit visum var ved at udløbe, og derfor skulle fornyes. Dette har vi fra starten af fået at vide at man kan gøre gennem Sao Mai, og at vi bare skulle aflevere vores pas i god tid.
Passet blev derfor afleveret sidst i marts, så der var god tid til at få det ordnet. For to uger siden fik vi så at vide at det ikke kunne lade sig gøre alligevel. Der stod vi jo så to studerende med håret i postkassen. For et visum er jo nødvendigt for at opholde sig i landet, og vi er nødt til at opholde os i landet for at fuldføre vores praktik.
Så mig afsted til den danske ambassade for at få råd. Her blev jeg henvist til the integration department. Det lød jo lovende, og mig afsted igen mod den her integration department. Jeg gik glad op til skranken og viste mit pas, og forklarede mit ærinde. Manden kiggede på mig. "Det kan jeg ikke". Nå. Men så måtte jeg jo forklare ham hvordan min skole havde prøvet forgæves, og hvordan den danske ambassade havde sagt at de kunne hjælpe mig. Der skulle virkelig ikke være noget problem. "Arbejder du? så skal din arbejdsplads søge visum for dig." Det måtte jeg jo så igen forklare, at det havde de prøvet, og fået at vide at jeg skulle gøre det selv. "Så kan du ikke blive her. har du måske familie her? det tror jeg ikke du har. Du er måske gift? ej det tror jeg vist heller ikke du er." Jeg prøvede at dreje samtalen tilbage på mit praktikophold, som jo var den gode grund til at jeg meget gerne ville blive i landet. "Fortæl mig, er du måske gift med en vietnameser, hva?"
Det trak tænder ud at få en fornuftig samtale med den mand, så jeg gav op og vendte om og gik. Som dagene var gået var der efterhånden ikke meget tid at løbe på så gode råd var dyre. Jeg ringede så til den danske ambassade igen, og her fik jeg at vide at min skole, altså Sao Mai, skulle ringe til ambassaden. Så mig afsted igen, nu ud til Sao Mai, hvor jeg fik sekretæren til at ringe og snakke med ambassaden. Der fik hun så at vide, at hun skulle tage ud hvor jeg lige havde været.
Så dagen efter tog vi alle sammen afsted til Integration Department. Og en to tre, så var vores pas afleveret. Ingen problemer overhovedet. Vi var jo godt nok lidt bekymrede, for i de andre institutioner havde processen- uden at der havde været nogen problemer, taget over en måned.
Men i dag har vi så modtaget vores pas med visum. Og en regning på 2.000.000 dong for at få det hele til at ske. Alt kan lade sig gøre, når bare man betaler sig fra det.
