Oblikatoriske elementer

Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er:

En ny forståelse for min egen kultur i et bredere perspektiv, da jeg aldrig har været uden for den vestlige kultur. Når jeg har hørt om andre, der har været ude og backpacke, eller arbejde i andre lande, har jeg ikke rigtig kunnet forholde mig til det de fortalte. Samtidig har jeg haft en frygt for at skulle begå mig i en kultur hvor jeg ikke kender til normer og omgangsmåder.

Den største faglige udfordring bliver:

forventninger til kulturens betydning såvel som den praksis jeg forventer at møde:

At få en god kommunikation med de lærerinder jeg skal arbejde med. Forstå deres syn på deres praksis, og samtidig kunne bidrage med konstruktive idéer.

største personlige udfordring:

Min største personlige udfordring bliver at begå mig i miljøet. Det at være en del af samfundet, og ikke lukke af for det. Jeg skal udfordre de situationer som jeg er bange for.

største bekymring:

Min største bekymring er lige nu rejsen. Jeg er enormt bekymret for at stå i lufthavnen og ikke vide hvad jeg skal gøre. Eller ikke at kunne finde vores hus, fordi jeg ikke taler sproget, og ikke er sikker på hvor meget hjælp jeg kan få at de lokale.

det jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er:

Jeg tænker at man skal være meget åben, for ikke at ende med at være alene. Da den danske kultur jo ofte lukker sig lidt inde om sig selv, og ikke så gerne tager folk udefra ind i den personlige sfære, frygter jeg at kunne ende som en udlænding i et land, hvor folk ser skævt til en.

det jeg kommer til at savne mest bliver nok:

Den selvfølge det er at opføre mig som jeg normalt gør. Jeg tror jeg bliver sat på prøve med hele tiden at skulle tænke over hvordan jeg fremstår. Herhjemme har jeg en sikkerhed i hvilke reaktioner min opførsel og fremtræden får. Og så kommer jeg til at savne at være sammen med mine veninder og min familie. Og jeg tror også jeg kommer til at savne det danske forår, og den forventningens glæde jeg altid har mod sommeren, selvom det stadig er koldt.

når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket:

Jeg håber at jeg om et halvt år har fået en tillid til mine egne evner til at begå mig på uvant grund. Jeg håber at jeg vil se hele vores system i et andet lys, når jeg har oplevet og været en del af et system der fungerer anderledes. Og så håber jeg at få et klart billede af min egen moral og etik når/ hvis den bliver udfordret.

beskriv dine foreløbige mål med opholdet såvel faglige som kulturelle, og dine forventninger til at de kan blive indfriet:

- Jeg vil lære om vietnamesisk kultur, og lære at begå mig i den.

- Jeg vil lære om det vietnamesiske syn på mennesker med nedsat funktionsevne i forhold til det danske

- Jeg vil lære så meget af det vietnamesiske sprog som muligt

- Jeg vil indgå i dagligdagen på skolen, og være med til at styrke børnenes udvikling og trivsel.

Praktikstedsbeskrivelse

Jeg er nu startet i praktikken på skolen Sao Mai, Morning Star Center, som er en skole for børn med autisme, asbergers syndrom, downs syndrom og cerebral parese. Skolen er startet af Dr. Lan, og har en tidlig indsats som prioritet.

Sao Mai er en privat skole, hvor forældrene betaler efter evne for at have børnene gående. Der er 87 ansatte på Sao Mai. Børnene får undervisning i færdigheder, der har til formål at gøre dem mere selvhjulpende. Dette kan være skrive- og læsefærdigheder, men også lavpraktiske færdigheder, som at tage jakke på, folde tøj sammen osv.

Jeg er selv i en klasse med børn i børnehavealderen. Der er ca. 11 børn i klassen, (de kommer og går til forskellige andre aktiviteter), og 3 lærere. Dagen er delt op i tre undervisningstimer om formiddagen og to om eftermiddagen. Herimellem er der tre timers pause hvor børnene sover til middag.

Jeg synes Sao Mai er et rigtig godt tiltag, og på trods af at der er stor forskel på den danske og vietnamesiske måde at gøre tingene på, så er jeg meget positiv over skolens indsats.

Læringsmål

1. læringsmål

Jeg vil gerne undersøge den vietnamesiske kultur i forhold til menneskesyn, og syn på mennesker med nedsat funktionsevne.

Det vil jeg gøre ved at deltage i undervisningen og aktiviteterne på Sao Mai, og stille spørgsmål til skolens ambitioner for børnene. Derudover vil jeg besøge andre institutioner for normalt fungerende børn, for at få en fornemmelse af forskellen mellem opbygningen af hverdagen for de forskellige børn.

Jeg vil gerne have en forståelse for det vietnamesiske syn på mennesker med nedsat funktionsevne, fordi jeg synes det siger meget om en kulturs generelle menneskesyn, og sætter den danske kultur i perspektiv.

2. læringsmål

Jeg vil gerne udvikle min egen forståelse for børn med nedsat funktionsevne.

Dette vil jeg gøre gennem daglig kontakt med børnene i min klasse. Forsøge at kommunikere med dem, og få en fornemmelse for deres interesser og udfordringer. Konkret vil jeg forsøge at få noget én til én kontakt med børnene ved at trække et enkelt barn til side sidst på dagen, og lave lidt legende aktiviteter med dem, både for at gøre dem trykke ved mig, men også for at få en fornemmelse for hvad de synes er sjovt og udfordrene. Derudover vil jeg forsøge først at danne mit eget billede af børnenes udviklingsstadie, og derefter få uddybet dette af lærene på skolen.

Jeg vil gerne udvikle min forståelse for børn med nedsat funktionsevne, fordi det er et område jeg ikke har beskæftiget mig med før, og derfor en udfordring for mig.

3. læringsmål

Jeg vil undersøge hvordan og om der bliver arbejdet tværproffessionelt i institutionen.

Dette vil jeg gøre ved at snakke med ledelsen og lærene om deres samarbejder med forskellige faggupper. Derudover vil jeg spørge om jeg må følge nogen af børnene når de bliver taget ud af klassen for at få special undervisning.

Jeg vil gerne undersøge dette for at få et indblik i omfanget af den indsats der bliver gjort for at få institutionens dagligdag til at fungere, og for at give børnene den bedst mulige støtte.

 

Institutionens pædagogik

I min klasse på Sao Mai bliver der ikke talt engelsk. Kun bare et meget basalt niveau. Derfor vil jeg beskrive den udøvede pædagogik i min klasse ud fra mine observationer og tolkninger. Vi holdt møde med ledelsen kort tid inde i opholdet, hvor vi studerende også fik et indtryk af skolens overordnede værdier.

Lærerinderne bliver uddannet på skolen til at varetage børnene. De er så vidt jeg er orienteret ikke uddannet fra noget universitet eller skole i forvejen. Derimod er der andre faggrupper tilknyttet Sao Mai, som fysioterapeuter, talepædagoger og psykologer. Børnene bliver her taget ud af klasserne en gang imellem til sessioner med dem.  Det er lærerinderne i klasserne der står for den daglige undervisning og opbygning af dagligdagen. Dog er aktiviteterne bestemt oppefra.

Hver dag er der et skema som viser hvilke ”fag” klassen skal have. Det er ud fra billederne på skemaet og ud fra hvordan jeg ser lærerinderne udføre faget jeg kan gætte mig til hvad det indeholder. Det er for eksempel fag hvor barn og lærerinde har en til en samtale. Dette kan være om størrelsesforhold, farver eller kreativ udfoldelse som tegning eller modellervoks. Derudover er der aktiv-fag hvor børnene skal hinke eller hoppe fra skammel til skammel. Der er også legetimer, hvor der bliver kastet legetøj ud på gulvet og børnene så ellers kan sidde på gulvet og lege for sig selv.

Idéen bag disse fag er helt tydeligt at styrke så mange forskellige sider af børnenes udvikling som muligt. Det minder mig lidt om læreplanerne i danske børnehaver, hvor de overordnede regler kommer oppefra, og pædagogerne så udfører dem i praksis. Her på Sao Mai er aktiviteterne bare lidt mere fastlåste.

På Sao Mai er der, som på andre vietnamesiske skoler en klar tråd til det franske skolesystem, hvor det ofte er udenadslære og kæft trit og retning der kommer til udtryk i undervisnings situationer. Derfor er der ikke meget frihed til børnene. De sidder ofte og venter til de får besked på hvad de skal gøre. Så gør de det, og sætter sig ned igen og venter på næste instruks.

I min klasse synes jeg generelt at der er en god tone, og børnene virker glade for at være der. En ting jeg dog har bidt mærke i er, at undervisningen ofte er meget resultatbaseret. Det vil ofte sige at lærerinderne har en tendens til at presse og måske stresse børnene lige i overkanten, hvilket ikke skaber resultater. Lærerinderne bliver også bedømt ud fra deres arbejde og resultater med børnene, og der tror jeg der er en grundholdning der skulle rykkes lidt ved for at kunne bringe en anden balance ind i læringsrummet. For tanken om at sikre sig en vis kvalitet i lærerindernes arbejde er jo god nok. Jeg mener nok bare at der skulle ekstra vægt på trivsel og mindre fokus på de målbare resultater.

Et eksempel jeg har, er en pige som skulle lære at kaste en bold. Lærerinden stod så og holdt pigens arme om bolden og kastede den nærmest for hende. Når hun lod pigen selv prøve blev det mere til en råben og klappen for at motivere pigen, der reagerede ved at prøve at slippe væk fra bolden. Jeg så det, og om eftermiddagen trak jeg pigen til side med en bold og satte mig ned og trillede bolden til hende. Det havde hun prøvet før vidste jeg. Hun trillede den tilbage og vi havde det ret sjovt med det. Så begyndte jeg, stadig siddende, at kastede bolden ned i jorden, så den hoppede hen til hende, og hun trillede den tilbage. Efter lidt tid begyndte hun også at få den til at hoppe. Sådan fortsatte jeg langsomt med at udvide grænserne, og til sidst stod vi op og kastede til hinanden. Nu, når hun ser en bold, kommer hun gerne hen og kaster bold med mig frivilligt. Andre børn kan også opsøge mig for at danse eller tale om kroppen. (en af drengene synes det er enormt sjovt at pege mig på næsen, ørene, armene osv. og sige hvad det hedder, og så gentager jeg. Den form for spontan leg ser man ikke børnene have med lærerinderne.

Denne spontanitet er også kun mulig for mig ved jeg, fordi jeg er der som ekstra voksen, og ikke er en del af de obligatoriske krav der bliver stillet fra administrationen. Derfor kan jeg gøre de ting. Og børnene virker glade for at de kan komme til mig, men jeg undervurdere ikke lærerinderne i min klasses undervisning, for jeg synes de skaber et godt miljø for børnene med de midler de har til rådighed, og børnene virker glade.

 

Min hverdag

Min hverdag er bygget op således, at jeg arbejder på Sao Mai fire dage om ugen fra 8.30-16.30. På Sao Mai er jeg i en klasse med 12 børn og 3 lærerinder. I undervisningen sidder jeg nogengange og observere, fordi det er svært at finde en rolle, da jeg ikke taler vietnamesisk. Når jeg kan være med, for eksempel når de danser eller leger sanglege, så er jeg med. Nogen gange får jeg et enkelt barn at sidde med for mig selv, hvor jeg typisk skal lære dem at tegne, da det er nogenlunde til, uden at behøve at kommunikere for meget verbalt.

Midt på dagen er der en lang middagspause, hvor vi studerende kan gøre hvad vi vil. Der er en café på skolen hvor vi kan få frokost, men vi kan også gå ud og finde et gadekøkken eller tage hjem hvis det er det vi vil. Vi har 3 timer, så der er også mulighed for at få en middagslur (hvilket kan være meget rart.)

Vi er 10 studerende hernede nu, og i fritiden ser vi hinanden på kryds og tværs. Vi har efterhånden fået nogle stamsteder at gå hen og spise eller drikke en fredags øl. (Jeg har for nylig også fundet ud af at der findes et Hanois svar på justeat.dk, hvilket jeg synes er toppen).

Jeg sætter stor pris på at vi har fundet nogen gode kulturtilbud i weekenderne, som små festivaler og koncerter. Taxaer er nemme og billige, og det er også muligt at tage en motorbike taxa. Hvis det skal være endnu billigere, så koster en bustur 3.000 dong, hvilket er mindre end en krone.

Gadekøkkener er gode og billige, (dog kan man godt blive noget træt at nudler og ris i længden). Jeg handler ofte ind i et supermarked tæt ved hvor vi bor, men det er danske priser, så man kan hurtigt komme til at leve for næsten det samme som derhjemme.

Jeg er efterhånden blevet fortrolig med byen og med de dejlige vietnamesere. I starten syntes jeg det var hårdt, at det var så svært at gøre sig forståelig. Jeg ved ikke helt hvad der er sket. Enten er de blevet bedre til at forstå mig (nok usandsynligt) eller også har jeg udviklet en eller anden kommunikationsform uden rigtig selv at have været bevidst om det. Men jeg synes i hvert fald at folk her er flinke og jeg nyder byen.